Byudvikling

Vollsmose er under forandring

Vollsmose er i gang med en historisk transformation. Som Danmarks største omdannelsesområde er det ikke kun en bydel i forandring – omdannelsen er et symbol på, hvad målrettet investering og samarbejde kan skabe.

”En bydel i balance, Bydelsplan Vollsmose 2025” er arealudviklingsselskabet Fremtidens Vollsmose P/S’ koncept for, hvordan ca. 10 milliarder kroner over de kommende år skal investeres i at forvandle Vollsmose til en attraktiv bydel i Odense. Bydelsplanen er ikke kun en ramme for investeringer. Den er en klar retning for, hvad Vollsmose kan blive – en aktiv del af Odense med kultur og byliv, hvor natur, bæredygtighed og fællesskaber forenes.

I september 2018 indgik de politiske partier i Odense Byråd en politisk aftale om udviklingen af Vollsmose. Bydelsplanen omsætter aftalen i konkrete handlinger.

I planen fastlægges bydelens nye hovedstrukturer. Med etapevis udvikling af nye kvarterer i Vollsmose sigter vi mod at skabe en blandet by for mennesker, med moderne og blandede boligformer, stærke fællesskaber og en infrastruktur, der kobler natur og byliv sammen i menneskelig skala.

Vores ambitioner for området er høje. Om 15 år skal det være så eftertragtet at få en bolig i Vollsmose, at det bliver svært at få en bolig der. For at nå det mål, skal vi lykkes med de planer, vi har for området, og det kræver, at vi alle samarbejder. Vi tilbyder investorer en platform for at bygge innovativt, med arkitektonisk kvalitet, bykvalitet, nye boligformer og med bæredygtighed i fokus.

Vi inviterer derfor til samarbejde om en af Danmarks største byomdannelsesopgaver, og vi tror på, at denne plan kan løfte ikke bare en bydel men hele Odense.

Fremtidsillustration af byrum i Vollsmose