Investorer
Forandringen af Vollsmose går ind i en ny fase
Et arealudviklingsselskab og forslag til ny bydelsplan viser vejen frem. Med pensionsselskabet AP Pension som investor og samarbejdspartner går forandringen af Vollsmose nu ind i en afgørende fase.
Den primære drivkraft i omdannelsesprocessen bliver et privat arealudviklingsselskab, hvori Odense Kommune og boligorganisationerne Civica og FAB også udgør ejerkredsen. Arealudviklingsselskabet etableres formelt, når AP Ejendomme, datterselskab til AP Pension, med en samlet investeringssum på over 700 millioner kroner indtræder i kredsen.
Arbejdet med at udvikle Vollsmose tager for alvor fart
Vollsmose er Danmarks største udsatte boligområde, der skal transformeres til en attraktiv bydel for både beboere og investorer. En blandet bydel, hvor den enkelte har de samme muligheder som i resten af Odense. Foran arealudviklingsselskabet ligger en stor og vigtig opgave, som skal gøre fremtidens Vollsmose til en naturlig del af byen og under kommercielle vilkår tilføje nye lag til en bydel, der rummer store potentialer og allerede er under kraftig forandring.
Arealudviklingsselskabet er det første af sin art i Danmark, når det kommer til udvikling af et udsat boligområde. De tre grundejere bidrager med arealer til selskabet, mens AP Ejendomme indskyder kapital. Arealudviklingsselskabet skal udvikle en arealportefølje på 400.000 kvadratmeter byggegrunde med et estimeret salg af 218.000 kvadratmeter byggeretter. Det svarer til cirka 2.000 nye boliger og 35.000 kvadratmeter erhverv.
Arealudviklingsselskabets formål er at realisere bydelsplanen gennem udvikling og byggemodning indenfor selskabsområdet samt salg af byggeretter. En af de første opgaver vil blive færdiggørelse af forslaget til en bydelsplan. Arealudviklingsselskabet vil komme til at være i dialog med mange forskellige aktører, myndigheder med videre.
Bydelen Vollsmose i 2030
Når den nye bydel – på den anden side af omdannelsesprocessen – efter planen står færdig i 2030, vil Vollsmose i langt højere grad end i dag være en naturlig del af resten af Odense, både i borgernes bevidsthed og i fysisk forstand. Fremtidens Vollsmose får fire nye kvarterer med hver sin identitet; kvarterer, der kan danne ramme om små og store fællesskaber og nye mødesteder. Nye boligtyper og forskelligartede ejerforhold vil bidrage til en varieret, blandet bydel med helt unikke kvaliteter.
Du kan læse om hovedgrebene i den forslået bydelsplan ved at trykke her
Du kan læse hele forslaget til den nye bydelsplan ved at trykke her
Du kan læse faktaarket om arealudviklingsselskabet ved at trykke her
Fakta
- Det samlede selskabsareal udgør 126 hektar. Her indenfor skal arealudviklingsselskabet jævnfør bydelsplanen udvikle en arealportefølje på 400.000 kvadratmeter byggegrunde med et estimeret salg af 218.000 kvadratmeter byggeret
- Afhængig af boligstørrelser forventes opførelse af ca. 2.000 boliger og ca. 35.000 etagemeter erhverv
- AP Ejendomme får købepligt til 30.000 etagemeter og køberet til yderligere 50.000 etagemeter
- Udviklingsperioden forventes at løbe frem til 2032
- Kravene i den lovbestemte udviklingsplan forventes at være opfyldt inden 2030
- Civica og FAB renoverer cirka almene 1.800 boliger og nedriver andre 1.000 boliger, så der bliver mulighed for at skabe en blandet bydel med renoveret og nyt byggeri i høj kvalitet jævnfør bydelsplanen
- Odense Kommune etablerer Verdens bedste robotskole i Odinskolen og tre nye profilbørnehuse i den nuværende HCA Skolen
- Det nuværende anlægsarbejde med anlæg af tre tværgående veje, nye stier og promenader færdiggøres inden udgangen af 2022. Anlæggene er finansieret af Landsbyggefonden og Odense Kommune
Om Vollsmose
Med en beliggenhed kun ca. 4 km fra bycentrum er Vollsmose et stort bynært udviklingsområde i Odense. Vollsmose dækker et stort areal og har et stort uforløst potentiale, når det kommer til beliggenhed, grønne områder, arealer og god udbygget infrastruktur.
Allerede i dag er bydelen hjem for mange beboere, der inden for en tæt geografi har adgang til centrale services som indkøb, børnepasning og uddannelse – men der er brug for udvikling og fornyelse.
Vigtigste mission er frem mod 2030 at skabe en ny bydel, der i tæt samarbejde med private investorer udvikles på kommercielle vilkår som ny attraktiv ramme for bolig og hverdagsliv i Odense, hvor vi vil skabe de bedste muligheder for alle i området. Der vil desuden blive mulighed for at investere i erhvervsbyggeri til private eller offentlige formål.
Vores vision er:
Fremtidens Vollsmose skal gøres investeringsattraktivt og grundlæggende forandres til en attraktiv og velfungerende bydel i en menneskelig skala. Der skal ske gennemgribende forandringer af Vollsmose, der bidrager til at skabe flere blandede by- og boligområder i hele Odense.