Ny fase for fremtidens vollsmose
Med pensionsselskabet AP Pension som investor og samarbejdspartner går forandringen af Vollsmose nu ind i en afgørende fase.
Frem mod 2030 skal Vollsmose forandres fra udsat boligområde til en bydel med stærkere sammenhængskraft og varieret arkitektur i form af flere typer af private og almene boliger og byggeri til erhverv og kommunale arbejdspladser.
Den primære drivkraft i omdannelsesprocessen bliver et privat arealudviklingsselskab, hvori Odense Kommune og boligorganisationerne Civica og FAB også udgør ejerkredsen. Arealudviklingsselskabet etableres formelt, når AP Ejendomme, datterselskab til AP Pension, med en samlet investeringssum på over 700 millioner kroner indtræder i kredsen.
Første i Danmark
Arealudviklingsselskabet er det første af sin art i Danmark, når det kommer til udvikling af et udsat boligområde. De tre grundejere bidrager med arealer til selskabet, mens AP Ejendomme indskyder kapital. Arealudviklingsselskabet skal udvikle en arealportefølje på 400.000 kvadratmeter byggegrunde med et estimeret salg af 218.000 kvadratmeter byggeretter. Det svarer til cirka 2.000 nye boliger og 35.000 kvadratmeter erhverv.
Det samlede projekt Fremtidens Vollsmose
Skiftet i Vollsmoses identitet fra udsat boligområde til socialt velafbalanceret og blandet bydel bakkes fuldtonet op af Regeringen. Indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen (S) glæder sig især over de muligheder, der åbner sig med etablering af unikke arealudviklingsselskaber som det odenseanske.
Bydelen Vollsmose i 2030
Når den nye bydel – på den anden side af omdannelsesprocessen – efter planen står færdig i 2030, vil Vollsmose i langt højere grad end i dag være en naturlig del af resten af Odense, både i borgernes bevidsthed og i fysisk forstand. Fremtidens Vollsmose får fire nye kvarterer med hver sin identitet; kvarterer, der kan danne ramme om små og store fællesskaber og nye mødesteder. Nye boligtyper og forskelligartede ejerforhold vil bidrage til en varieret, blandet bydel med helt unikke kvaliteter.
Du kan læse om hovedgrebene i den forslået bydelsplan ved at trykke her
Du kan læse hele forslaget til den nye bydelsplan ved at trykke her
Du kan læse faktaarket om arealudviklingsselskabet ved at trykke her
Fakta
- Det samlede selskabsareal udgør 126 hektar. Her indenfor skal arealudviklingsselskabet jævnfør bydelsplanen udvikle en arealportefølje på 400.000 kvadratmeter byggegrunde med et estimeret salg af 218.000 kvadratmeter byggeret
- Afhængig af boligstørrelser forventes opførelse af ca. 2.000 boliger og ca. 35.000 etagemeter erhverv
- AP Ejendomme får købepligt til 30.000 etagemeter og køberet til yderligere 50.000 etagemeter
- Udviklingsperioden forventes at løbe frem til 2032
- Kravene i den lovbestemte udviklingsplan forventes at være opfyldt inden 2030
- Civica og FAB renoverer cirka almene 1.800 boliger og nedriver andre 1.000 boliger, så der bliver mulighed for at skabe en blandet bydel med renoveret og nyt byggeri i høj kvalitet jævnfør bydelsplanen
- Odense Kommune etablerer Verdens bedste robotskole i Odinskolen og tre nye profilbørnehuse i den nuværende HCA Skolen
- Det nuværende anlægsarbejde med anlæg af tre tværgående veje, nye stier og promenader færdiggøres inden udgangen af 2022. Anlæggene er finansieret af Landsbyggefonden og Odense Kommune