Ny lægeklinik åbner i Vollsmose
Den 1. september slår bydelens første lægeklinik dørene op for konsultation og behandling på lige vilkår med de andre almene, praktiserende lægeklinikker i Odense.
Odense Kommune og Regionsrådet i Region Syddanmark har længe haft et fælles ønske om, at Odensebydelen Vollsmose skal have en almen lægeklinik. Dette bunder bl.a. i ambitionen om at skabe større lighed på sundhedsområdet i Odense, og Region Syddanmark og Odense Kommune har derfor indgået aftale om oprettelse af to ydernumre til alment praktiserende læger i Vollsmose.
Fra læge Peder Ahnfeldt-Mollerup lyder det:
“Jeg håber, at patienterne i Vollsmose bliver glade for os og den service, vi yder. Vi arbejder lige nu på højtryk for at blive klar til 1. september, og vi glæder os rigtig meget til at komme i gang”.
En del af VIVO Sundhedscenter
Den 1. september åbner så Vollsmoses første praktiserende lægeklinik drevet af praktiserende læge Peter Ahnfeldt-Mollerup. Klinikken bliver til en start bemandet af en læge og en sygeplejerske og kommer til at ligge i VIVO Sundhedscenter, som ligger centralt i Vollsmose. Lokalerne er ejet af Odense Kommune.
Den nye lægeklinik i Vollsmose åbner for tilgangen af patienter den 1. september. Hvis man som borger gerne vil tilknyttes den nye lægeklinik i Vollsmose, kan dette gøres via Odense Kommunes hjemmeside www.odense.dk eller www.borger.dk