Så er den nye bygade åben


Den nye bygade forlænger Risingsvej og strækker sig fra Ejbygade til Vollsmose Torv – så man nu kan køre tværs ind gennem Vollsmose.

Mandag d. 23. november blev den nye bygade åbnet.
Gravemaskiner og anlægsarbejdere har knoklet for at omdanne centerstien i Vollsmose til en ny vej for biler, cyklister og gående – efter ca. et års arbejder, er den nye bygade nu en realitet.

 

Vigtig milepæl i udviklingen af Vollsmos

”Åbningen af den nye bygade er en åbning af Fremtidens Vollsmose”, siger Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel. ”Det er en vigtig milepæl at åbne Vollsmose op, så beboere og besøgende i Vollsmose og folk, der skal fra a til b i Odense NØ nu kan færdes igennem bydelen. I de kommende år bliver der anlagt to veje mere tværs gennem bydelen, og med den store forvandling, som Vollsmose kommer til at gennemgå, bliver Vollsmose bundet sammen med resten af Odense”, siger borgmesteren.

Beboerne har haft mulighed for at sætte deres præg på resultatet

By- og Kultur rådmand Christoffer Lilleholt fortæller: “Boligorganisationerne Civica og FAB og Odense Kommune har sammen udarbejdet infrastrukturplanen for Vollsmose, og områdets beboere har haft rig mulighed for at sætte sit præg på resultatet. Det er sin sag at føre veje ind gennem et boligområde, som har været lukket for bil- og bustrafik. Beboerne har haft bekymringer om trafik og sikkerhed, og det er helt forståeligt. Når man i dag besøger Vollsmose, kan man opleve, at Risingsvej ind gennem Vollsmose er etableret med en promenade med træer og planter, opholdssteder, god belysning, den gule ”Odense-flise” og rigtig gode forhold for bløde trafikanter.”

Der kommer til at ske meget i Vollsmose de kommende år

Også fra boligorganisationerne er man optagede af, hvordan beboerne tager mod den nye forbindelse ind gennem området.
Formand for FAB, Erling Nielsen fortæller: ”Beboerne i Vollsmose oplever en stor række forandringer i disse år. Lige nu gælder det nye forbindelser gennem området og nye udearealer. I Fyrreparken er vi ved at renovere boligerne i stor stil og forvandlingen fortsætter.”

Formanden for Civica, Flemming Jensen fortsætter: ”Forvandlingen af Vollsmose er ambitiøs. Den er i gang, og den kommer til at vare de næste mange år. Man kan næsten sammenligne det med udviklingen af Odense Havn eller forvandlingen af Odense Midtby. Vollsmoses beboere lever med byggepladser og omdirigeringer. Vi håber mange vil være nysgerrige og køre en tur gennem Vollsmose. Det er en skøn bydel, der trods sine udfordringer og ry har de mest fantastiske grønne områder og mange stærke beboerfællesskaber.”

Bygaden er en del af infrastrukturplanen ’Fremtidens Vollsmose’, som handler om at åbne Vollsmose op mod resten af bydelen og skabe bedre forbindelse til, fra og gennem Vollsmose.